Gode råd, tips og inspiration

Hvilken kogeplade passer bedst til dig?

Written by Elsalg | Jun 11, 2018 9:59:19 AM

Der findes fire forskellige typer kogesektioner... Læs med her og bliv klogere på forskellene og find ud af, hvad der passer netop dig.

 
Induktion
Induktionskogepladen kan kræve lidt tilvænning, men har alligevel hurtigt vundet indpas i det danske hjem. Denne type kogeplade er baseret på en forholdsvis ny teknologi, der kræver særlige gryder og andet kogegrej. Induktionsplader kræver nemlig, at dit kogegrej har en magnetisk bund – er du i tvivl, om dit nuværende kogegrej er magnetisk, kan du afprøve, om en magnet sætter sig fast på ydersiden af gryden. Hvis ja, så kan kogegrejet bruges til induktion.
Induktionskogeplader består af en elektrisk spole, der sidder under kogefeltet. Det betyder, at gryden opvarmes ved hjælp af et elektromagnetisk felt, som dannes af netop den elektriske spole. Derfor er det selve gryden eller panden, der bliver varm og ikke kogepladen, som man ellers kender det. Dog kan selve kogepladen godt virke lidt varm, hvilket skyldes den restvarme, der afgives fra kogegrejet.
 
Med induktionskogeplader får du maksimal kontrol over madlavningen, fordi skiftet sker øjeblikkeligt, når du justerer på temperaturen. Har du induktion med fleksible kogezoner, kan du placere gryder og pander på kogesektionerne, uafhængigt af kogezonerne. Induktionskogesektionerne registrerer automatisk antal, størrelser og placering af gryder og pander og aktiverer kun kogezonerne, hvor det er nødvendigt. Det giver dig en enorm fleksibilitet i forhold til valg af køkkengrej. Fjerner du gryden, slukker kogepladen automatisk, og du bruger derfor heller ikke mere el end højst nødvendigt. Det er samtidig en fordel i børnefamilier, hvis de små hjælper til i køkkenet, fordi du her undgår, at de små fingre brænder sig på kogepladen, når du hælder vand fra kartoflerne. En anden fordel ved induktion er, at helt op til 90 % af energien udnyttes, og det er derudover utrolig nemt at klare rengøringen, fordi eventuelle madrester og overkog ikke når at brænde sig fast på kogefeltet.
 

Glaskeramisk kogeplade
En keramisk kogeplade er opdelt i kogezoner og fungerer på den måde, at et varmelegeme overfører varme til den valgte kogezone. Zonerne ligger under en hærdet glasplade, og det giver op til 30 % bedre udnyttelse af varmen i forhold til den traditionelle massekogeplade. Den keramiske kogeplade er desuden kendetegnet ved en helt glat overflade, der er nem at gøre ren. Nogle typer af denne kogeplade kan endda nedfældes i selve bordpladen, så det er endnu nemmere at holde en høj køkkenhygiejne.
En af fordelene med denne type kogeplade er, at den kan bruges sammen med stort set alle typer af gryder og pander. Du behøver derfor ikke tage hensyn til dit nuværende køkkengrej, når du investerer i en keramisk kogeplade.
 
 Massekogeplade
Den traditionelle massekogeplade fungerer ligesom den keramiske ved hjælp af et indbygget varmelegeme. Med tiden er massekogepladen dog blevet et sjældent syn, fordi fordelene er begrænsede i forhold til den keramiske model. Massekogepladen er billigere ved indkøb, men til gengæld kommer der en merudgift i form af en større restvarme og dermed et højere energiforbrug. Faktisk udnytter massekogepladen kun ca. 55 % af energien til opvarmning af maden.
 

Gaskogeplade
En gaskogeplade har den fordel, at den ligesom induktionskogepladen kan skifte temperatur meget hurtigt. Til gengæld kræver det, at du har adgang til bygas, eller at du vil opstille din egen gasbeholder. En gaskogeplade kan have op til fem kogefelter, og typisk bygges den ind i en køkkenbordplade, men enkelte modeller kan stilles løst oven på bordpladen.
Gaskogepladen produceres ofte med en overflade i støbejern, men nogle af de nyere modeller er med glasoverflade.