Gode råd, tips og inspiration

Det sker der, når du støvsuger en edderkop op

Written by Elsalg | Nov 1, 2018 1:32:54 PM

Undrer du dig over, hvad der sker med de edderkopper, du støvsuger op? Dør de? Lever de videre inde i støvsugeren? Eller kravler de ud af støvsugeren om natten, når du sover? Så får du svaret her.

Eksperterne har nemlig talt, og svaret er: edderkoppernes chance for at overleve støvsugeren er så godt som lig med 0!

Dog hersker der delte meninger om, hvad der slår edderkoppen ihjel i støvsugeren. Om det er turen ned gennem røret, eller miljøet nede i støvsugeren.

Hvad siger eksperterne

Mange eksperter mener, at der er en stor chance for, edderkopperne allerede dør på turen ned i støvsugeren. Det er ikke unormalt, at en støvsuger er udstyret med en motor på 2000 watt og kan suge cirka 45 liter i sekundet. Selve trykket kan derfor være nok til at slå edderkopperne ihjel, da det er svarende til en orkan.

Derudover venter der dem lidt af en turbulent tur ned igennem røret, hvor de i fuld fart vil ramle ind i bøjninger og fremspring. Og hvis det ikke skulle være nok, så mener eksperterne, at selve miljøet nede i støvsugerposen er skadeligt for edderkopperne. De vil enten ikke kunne trække vejret på grund af alt støvet, eller også vil de med tiden dø af madmangel.

Derfor bør du ikke støvsuge edderkopper
Selv om der hersker delte meninger om, hvordan edderkopperne dør i mødet med støvsugeren, så er der én ting, alle eksperterne er enige om: folk burde slet ikke støvsuge edderkopperne op – man bør i det hele taget lade være med at slå de edderkopper ihjel, man finder i sit hjem. Edderkopper er nemlig hverken farlige eller aggressive, og så har de ovenikøbet en helt særlig nytteværdi.

 

Fordele ved at lade edderkopper leve
Edderkopper er først og fremmest en vigtig del af naturen og vores alles økosystem. Derudover er de et nyttedyr i hjemmet, da de fanger og spiser andre generende dyr såsom myg og fluer. Så hver gang, du støvsuger en edderkop op, fjerner du samtidig et naturligt rensemiddel, som holder dit hjem fri for andre insekter.  

Det er også vigtigt at huske på, at edderkopper helst holder sig så langt væk fra os mennesker som muligt, da vi er langt farligere for dem end omvendt.